Overvejer du et år med ansvar, fællesskab og personlig udvikling – og kunne du se dig selv som en del af Danske Skoleelevers sekretariat i stedet for et traditionelt efterskoleophold? Som sekretariatsfrivillig bliver du en central del af organisationens arbejde og får erfaringer, der ruster dig til både uddannelse og arbejdsliv.
Ansøgningsfrist: 7. januar 2026
Som sekretariatsfrivillig bor og arbejder du på Danske Skoleelevers sekretariat i Risskov. Du bliver en del af det team, der driver organisationens projekter, initiativer og aktiviteter for elever i hele landet. Hverdagen består både af kontorarbejde, ud-af-huset-opgaver samt planlægning og afvikling af arrangementer.
Arbejdet foregår i tæt samarbejde med ansatte og øvrige frivillige, og du vil blive mødt med ansvar, sparring og løbende udvikling.
Arbejdsopgaverne er varierede og kan blandt andet omfatte:
Planlægning og afvikling af kurser, oplæg og elevrådsbesøg på skoler i hele landet
Understøttelse af kommunale fælleselevråd i rollen som elevsupporter og lokalebestyrelsessupporter for Danske Skoleelevers lokalbestyrelser
Planlægning og gennemførsel af Danske Skoleelevers større nationale arrangementer, herunder Landskonferencen, Policy Lab og Generalforsamlingen
Udvikle DSE’s projekter, eksempelvis Valgugen og DM i Fagene
Lave DSE’s kommunikation, herunder sociale medier og kontakt til grundskoleelever.
Du indgår i et team, hvor opgaverne fordeles efter kompetencer, interesser og udviklingspunkter.
Et år som sekretariatsfrivillig er både et arbejdsmæssigt og personligt udviklingsforløb. Du bliver en del af et stærkt ungdomsfællesskab og lærer at håndtere ansvar, samarbejde og praktiske forhold ved at bo ude.
Frivillige bor på sekretariatet på Sindalsvej 9 i Risskov. Der er syv værelser med to til tre frivillige på hvert. Der bor ikke voksne på adressen, og man indgår derfor i et fællesskab, hvor man selv håndterer madlavning, indkøb, rengøring og andre daglige pligter. Der er dog tilkoblet trykhedvagt som altid kan kontaktes.
For at sikre, at alle kan deltage, tilbydes der:
Gratis bolig på sekretariatets adresse
Dækket husleje, varme, vand og elektricitet
Frokostordning på hverdage og alle måltider betalt
Morgenmad og aftensmad tilrettelægges og tilberedes i fællesskab i frivilliggruppen
Gratis rejse under arbejdsopgaver rundt omkring i Danmark
Én betalt hjemrejse tur/retur pr. måned
Udleveret computer, telefon med abonnement og fast arbejdsplads
Sekretariatsfrivilligåret hos Danske Skoleelever følger det almindelige skoleår. Det betyder, at opstart forventes i slutningen af juli 2026, og at året afsluttes i slutningen af juni 2027. Året er struktureret efter skoleferierne, så du som frivillig har fri i de perioder, hvor eleverne også har skoleferie.
Hvad vi forventer af dig
Som sekretariatsfrivillig forventer vi, at du møder året med engagement, nysgerrighed og lyst til at tage ansvar – både i arbejdet og i fællesskabet. Du skal have mod på at lære nyt, indgå i samarbejde med andre og bidrage aktivt til hverdagen på sekretariatet. Det er ikke et krav, at du har tidligere erfaring – det vigtigste er, at du har lyst til at udvikle dig og være med til gøre en forskel for elever i hele landet.
Det er vigtigt, at både du og dine forældre har et realistisk billede af hverdagen som sekretariatsfrivillig. Derfor anbefaler vi, at du:
Besøger sekretariatet i Risskov inden ansøgning hvis du ikke allerede har været på besøg. Aftales nærmere med Andreas Bang Højgaard abh@skoleelever.dk
Tilmelder dig en praktikperiode som brobygger og hvor du følger livet som frivillig inden opstart i sommeren 26
Dette giver et tydeligt indblik i både arbejdsopgaver og hverdagslivet på sekretariatet.
For at søge om at blive sekretariatsfrivillig skal du sende følgende:
Et CV, der beskriver din skolegang, relevante erfaringer, fritidsinteresser, eventuelt frivilligt arbejde eller andet, der fortæller om dig.
En motiveret ansøgning, hvor du kan fortælle:
Hvem du er
Hvorfor du ønsker at blive sekretariatsfrivillig hos Danske Skoleelever
Hvad du kan bidrage med fagligt og personligt
Hvad du gerne vil udvikle dig inden for
Efter ansøgningsfristens udløb udvælger ledelsen kandidater til samtale og indstilling til bestyrelsen, som træffer godkendelse om optagelse. Dette forventes besluttet d. 22 februar.